Søndag morgen og kirkeklokken ringer. Jeg bor forholdsvis tæt på kirken og lyden af den store klokke er forstyrrende og beroligende på en og samme tid. Senere samme dag da jeg tilfældigt går forbi kirken, falder mit blik på en program-plakat på kirkens indgangsparti. Der stod: “Hvordan hjælper vi hinanden, når livet er svært?”
Et spørgsmål der fik mig til at tænke over, hvad gør livet svært….
Vi har nok alle noget, vi er udfordret med og som er svært. Det er nærliggende at antage at Corona er en anstrengt affære, for de fleste af os, eller måske er du presset på jobbet, måske er økonomien en udfordring, måske plages du af sygdom, måske har du et uvenskab eller måske en sorg, der gør livet svært for dig. Sorg, måske det ultimative sværeste eller er det nu også sådan. Kan det at have det svært gradbøjes og er der noget, der tiltrækker et større sværheds-mandat end andet.
Jeg har selv, som mange andre, i mit liv måtte håndtere nogle ting, der i vores samfund for de fleste vil betegnes som svært. Alligevel var det dengang næsten ikke til at bære for mig, når folk blev indviet i det jeg boksede med og jeg hørte dem sige sætninger som: “Nå, men så har jeg ingen ret til at beklage mig, for det jeg sloges med er ingenting i forhold til det, du stå i”
At få det at vide gjorde det hele endnu mere svært, for jeg var på intet tidspunkt ude på at lukke andre af eller give udtryk for at jeg ikke kunne rumme eller endnu værre tage deres udfordringer i livet alvorligt. Jeg kan huske det isolerede mig og satte mig i en bås jeg ikke bad om. Hvad der er svært for den enkelte, skal have lov til at stå helt for sig selv. Vi har gennem livet forskelligt overskud eller erfaring til at håndtere det, vi udfordres af og derfor kan vi ikke sidestille de følelse, vi hver især står med, når livet rammer hård.
At have det svært er for de fleste af os en tilstand, som er konstant indtil vi får hjælp eller noget fortynder det – måske en side af samme sag. Hvad der er hjæp for dig, der har det svært ved du bedst selv. For langt de fleste er der en fællesnævner som mildner det meste og det er tid. Tid giver ro, tid giver perspektiv og tid giver plads til andet, der også vil leve og have ilt. Lad mig alligvel vende tilbage til spørgsmålet på plakaten om hvordan vi hjælper hinanden, når vi har det svært. Mit bud er ærlighed. Ærlighed til at være med det, der er. Give plads for de følelser som optager plads og gør det svært. Vi mennesker må godt have det svært og være kede af det, fortvivlet, fortabte og miste fodfæste for en tid. Det er hverken svaghed eller en konstant følelse, der er tilstede, vi må godt have det svært og vi må godt påvirkes af alle de smukke følelser, som vi mennesker indeholder, det er en vigtig del af livet og for den sags skyld menneskeligt umuligt at gå gennem livet uden at have det svært. Et engelsk citat lyder sådan: Everyone is fighting a battle you know nothing about, be kind always” Med andre ord, fortvivles vi stadigvæk over spørgsmålet: “Hvordan hjælpe vi hinanden, når livet er svært” så er svaret altid og helt enkelt – med kærlighed.
Klart Sind
/Karina